Ansøg om fribolig for billedkunstner.

Frist d. 1. september 2023, kl. 12.00



Kunstnerboligen af Henrik og Dagmar Starckes Legat kan nu søges. Boligen tildeles en yngre billedkunstner, til hvem der efter bestyrelsens skøn kan stilles forventninger om betydelige kunstneriske præstationer, som har dokumenteret en professionel kunstnerisk praksis på højeste niveau og hvis kunstneriske praksis det vurderes vil drage fordel af boligens atelierforhold.

Ejendommen ligger på Oscar Ellingersvej 11, 2000 Frederiksberg og er en toetages ejendom opført i 1936 på i alt 293 m2 med et rummeligt atelier på ca. 40 m2, køkken/alrum, stue og 4 værelser.

Friboligmodtageren skal selv afholde driftsudgifter (el, vand og varme). Huslejen er 11.000,00 kr. pr. mdr. og de årlige forbrugsudgifter har de seneste år været på ca. 48.000,00 kr. Huslejen reguleres efter 2,5 år.

Tildelingen sker som udgangspunkt for 5 år, men med mulighed for forlængelse 2 gange.

En motiveret ansøgning der beskriver kunstnerisk praksis og atelierbehov vedlagt CV og billedmateriale, der dokumenterer dit kunstneriske arbejde, sendes til fribolig@rosenbergkhawaja.dk.

Ansøgningen skal være os i hænde senest den 1. september 2023 kl. 12.00.

Der kan forventes svar i starten af september, med forventet mulighed for indflytning 1. december 2023.

Ansøgningen behandles af Henrik og Dagmar Starckes Legats bestyrelse, bestående af advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, billedkunstner Marie Thams og advokat Poul Helmuth Petersen.

Bestyrelsen tilstræber ved tildelingen af friboligen at sikre, at friboligen gøres tilgængelig for billedkunstnere uanset køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet, alder, handicap og religion.

Søg friboligen

Se billeder

Se plantegning (sammensat og ikke fuldstændig ajourført)